Læring i et socialkonstruktionistisk perspektiv

Vi har i dag også lært om socialkonstruktionisme. (Illeris, 2006)

Udfra et socialkonstruktionistisk perspektiv, har omgivelserne struktureret rammerne for denne læringsproces. Læringen opstår igennem samspillet mellem omgivelserne og deltagerne.
Vi forklarer deltagerne reglerne for vores spil, og derefter udfører de det i praktisk.

Efter de har prøvet spiller én gang, vil de kende det, og næste gang, kan de relatere til et kendt skema.

Piaget mener at vi lærer igennem efterbearbejdelse af det lærte. Vi sætte det i kontekst til allerede kendte skemaer. (Piaget 1992)
Et eksempel kunne være, at deltagerne ser felter, brikker i forskellige farver og en terning. Disse ting vil de hurtigt komme til at forbinde med et "kendt spil" de har set før, i en anden kontekst. Så allerede inden vi begynder at fortælle hvad de skal, vil de have en formodning om at det er et slags spil, de skal lege.

Et eksempel fra praksis:

En mand får en depression, konstruktivisten vil sige at manden skal ind og ændre på sine tankemønstre (syn på sig selv) for at blive "rask", hvorimod socialkonstruktionisten vil sige at det er det der bliver sagt, der skal ændres. Han skal derfor begynde at snakke pænt om sig selv, "jeg kan godt" altså komme med positive udsagn om sig selv.